Hvilke tre jazzoplevelser vil du anbefale i den kommende tid?
Pontoppidan, Rav, Dyberg/Fisherlehner, Klub Primi, København, d. 29. september kl. 20.00
Randi Pontoppidan er en af vores dygtigste vokalister, der med både begavelse og nysgerrighed bevæger sig ud i vokalkunstens mange facetter. Hendes musik er smuk og spændende, og så er der noget modigt over hende, som jeg hemmeligt beundrer.
Lyd + Litteratur Festival 2020, Radar, Aarhus, d. 2. - 3. oktober
Ord og lyd er en velkendt kombination, der – når den er bedst – kan ramme en magisk symbiotisk dimension. Under festivalen her er det skarpe instrumentalister og ditto forfattere, der mødes på tværs af generationer. Der er god chance for at få horisonten udvidet og samtidig opleve det nyeste på området fra den danske scene – Radar bliver uden tvivl stedet at være i første weekend af oktober!
Stella Chiweshe + Les Filles de Illighadad, Alice, København, d 30. november kl.20.00
Stella Chiweshe - wow! Hun er fra Zimbabwe og spiller den særlige mbira dzavadzimu, der er beslægtet med kalimbaen og stammer fra det traditionelle Shona-folk. Som ung kunne hun kun spille om natten under hemmelige ceremonier, da mbiraen var forbudt, og den der vovede at slå en tone an risikerede fængselsstraf. I dag er hun en af verdens førende på instrumentet og spiller med dyb sjæl og varme for slet ikke at tale om hendes rørende sang. Hun kommer til at gløde i den sene november kulde.
|